"Lige nu, lige her, glemmer de det hele"
Skrevet af Line Sommer
Det er her, på Sandholmlejrens fodboldbane, at kvinder og piger fra asylcentret spiller fodbold med frivillige fra Asylum United. Første prioritet er ikke at lære de nyeste fodboldtricks men at skabe et frirum.
Billede: Asylum United
Fodboldbanen ligger øde hen omringet af to meter højt pigtrådshegn. En krage skriger og vender om halvvejs over banen. Ellers er der stille. Stilheden bliver igen afbrudt af den walkie talkie, der blev udleveret ved indgangen. “Jeg har en kvinde og to børn fra Irak ved porten,” lyder det fra kvinden i receptionen.
Lidt efter lidt dukker piger og kvinder frem på banen. En gruppe unge piger i 12 års alderen kommer først. En af pigerne kommer gående i sokker og badetøfler. Trænerne spørger, om hun vil låne et par sko. Pigen i badetøflerne kigger uforstående på trænerne og derefter på sin veninde. Hun vil gerne forklare sig men stopper før ordene kommer ud. Hun vender om og kommer tilbage med løbesko på.
De tre kvindelige trænere fra Asylum United har samlet deltagere til dagens kamp. Holdene inddeles effektivt, så de ivrige spillere kan få løbet den ophobede energi ud af kroppen. “Team orange og team all colours,” lyder det fra en af trænerne. De unge kvinder fniser højlydt, mens de drillende skrig fylder luften, da kampen starter. Den plads der før syntes tom og grå er nu fyldt med all colours.
En hel gruppe mennesker har samlet sig omkring fodboldbanen, hvor kvinderne har fået varmen i kinderne og sved på panden. Håret klistrer til ansigtet, og forskellige råb flyver gennem luften i en blanding af engelsk, dansk, arabisk og kropssprog. Stemningen er intens. Hver gang der er mål, jubler publikum
Team orange og team all
colours
“
”
En kvinde, med gråt krøllet hår og dybe linjer i ansigtet, læner sig op af rækværket indtil banen. Ved hendes side står, den mand hun deler livet med. Bolden flyver gennem banen og rammer ham i hovedet. Kampen stopper brat. Manden smiler og signalerer, at han er okay. Hele banen kigger kærligt på manden, som kigger drillende tilbage på sit nyvundne publikum. Kampen fortsætter straks.
Kvinden med det grå hår kigger igen på pigerne og siger“ Lige nu, lige her, glemmer de det hele”. Hun har, sammen med sin mand, været her en måned. De venter på svar. “Jeg beder til Allah om hjælp,” fortæller hun. Da hun kom til Sandholmlejren, så hun sin søn for første gang i syv år. Med ét bliver man mindet om den barske virkelighed bag disse murer. En virkelighed, som ellers for en kort stund, ikke er til at se på de energiske fodboldspillere.
Klokken er kvart over syv, og der lægges op til sidste bold. Svedige og hivende efter vejret smider pigerne sig i græsset. Der bliver delt snacks og vand rundt mellem dem. Flere af pigerne vil have et gruppebillede, og flokken samles foran de skiftende telefoner.
På vej væk fra banen kan man stadig høre deres latter og råb. Ved udgangen, kører en bil med blå blink forbi. Damen i receptionen gør os hurtigt opmærksomme på, at vi skal aflevere den walkie talkie, som syntes livsnødvendig ved indgangen. Porten åbnes, og da den lukkes, minder den om pigtråden, og det øjeblik hvor alle glemte, at de venter. Venter på at se porten lukke sig bag dem.